En stille, afventende og uforudsigelig morgen.

Himlen tegner svagt rosa i horisonten, da jeg kører over Sjællandsbroen. Højdedrag af få bygninger viser deres top bag havets indløb, og jeg tænker, at København i virkeligheden har få tårnhøje bygninger af byde på.

Ikke et fly er at skue til min højre side på himlen. Ikke engang Ørstedsværket sender sin damp over Øresund. Fælleden er så småt ved at vågne og lader jordens varme stige til overfladen i en bræmme over græsset. 

Klokken er 04.30. Jeg kører min søn og hans far til Københavns Lufthavn. Alt er usagt, intet er sagt. Uanende, trætte men spændte lader de sig vugge med af bilens affjedring og alt ånder fred og fordragelighed. En enklave, der kender enhedens rytmer. New York venter.

Lufthavnen er stor. Alle har opmærksomheden rettet mod hver deres destination.
Folk står tæt i afgangshallen. Alle bliver pludselig lille.

Mine eks-mand orienterer sig mod departure-skærmen. Det er tid til afsked. Et fravær. Et savn og heldigvis – et gensyn. Jeg kysser min kærlig teenage-søn med et “God tur” efterfulgt af hans kælenavn.

To mennesker strækker sig mod andre himmelstrøg.

Morgenen har lige så stille fået sit tag i Ørestaden, hvor lyde toner frem og motorvejen bliver min kulisse til turen hjem.
Det er søndag. Roen forstærker nydelsen af min kaffe efter hjemkomst. Fjerde dag i ferien og min kære er i sikkerhed.

Kl. 17.35 strækker andre sig mod hjælpende himmelstrøg.
Mennesker famler desorienteret. Destinationen er ud.
Det der før var stort, bliver nu småt. 
Usikkerhed. Frygt.
Timen varsler afsked. Afsavn. 

For nogle blev alt usagt og intet sagt.

Min søn og hans far sad i flyet mod New York. Min besked til dem:

Bestyrtet svar hertil fra min eks-mand, da de lander i USA. :

Sådan var min dag.
Den dag i dag, hvor 4 tilfældige, uskyldige mennesker blev dræbt og flere sårede i stormagasinet Fields på Amager.

Hvordan var din dag?