I går torsdag 24. februar 2022 indledte Rusland sit angreb på Ukraine.
I lang tid har vi alle nøje fulgt optrapningen til en evt. krig. Mange har konspireret om starten til en 3. Verdenskrig. Jeg troede det ikke muligt. Ikke desto mindre – en krig er begyndt.
Jeg har ikke en militaristisk tankegang. Jeg har ikke forstand på militaristisk vokabular. Men jeg kan noget så simpelt som at forholde mig følelsesmæssigt.
Hvad sker der på den anden side af al strategisk tankegang? Hvad sker der med befolkningen, både i og udenfor krigen? Hvordan bliver livet nu for en ukrainsk familie? Min første tanke ledte hen på titlen “A Farewell to Arms” (dansk: “Farvel til våbnene”) af en af mine yndlingsforfattere, Ernest Hemingway.
Ernest Hemingway gik selv i krig i 1918 under ambulancetjenesten. Blev såret og to gange dekoreret.
“A Farewell to Arms” er således en delvis selvbiografi fortalt med udgangspunkt i egne erfaringer gennem hovedpersonen, Henry.
Bogen beskriver Henrys kamp ved den italienske front og dennes kærligshedsforhold til den engelske sygeplejerske Cathrine Barkley. Fortællingen ænder tragisk. Henry og Cathrine flygter til Schweiz, hvor Cathrine føder deres dødfødte barn og selv dør i barselssendgen.
Det er en bog om frygt, mod, kammeratskab, kærlighed og lidenskab, fortalt i et sprog, som kun Hemingway mestrede, nemlig det på en gang enkle og komplicerede.
Det er en bog om krigens galskab og meningsløshed i parallelløb med dens dimetrale modsætning, kærlighed.
Hemingway formår at fortælle det ufortalte igennem. Vi hører hvad personerne siger og gør, men under overfladen gemmer der sig tanker og følelser bag. Læseren mærker antydninger uden at kunne præcisere det. En perfektion af sproget, som Hemingway håndterede til fulde.
Bogen her har snart et århundrede på bagen. Sprogbruget fortæller det. Kan man se bort fra det, er bogen ikke desto mindre en fantastisk fortælling om noget så simpelt som hverdagen under krig.
Idag kan vi ikke vide, hvordan den nystartede krig fører hen. Den vil uvilkårlig skrive sig i historien. Spørgsmålet er, om vi får de små hverdagselementer med. Det som, for det umiddelbare øje, synes for almindeligt. Det vi skorter flygtigt hen over. Det der hører hverdagsrutinen til – også i krig.
Det kunne Hemingway.
